banner

Kultur- og oplysningsarbejde i nord

 

Fra: Cykler til Senegal

Til: Frivillige i u- landsforeninger 

 

Kære frivillige kollegaer

Cykler til Senegal har via Projektpuljens oplysningsmidler fået mulighed for at arrangere et 2-dages kursus i samarbejde med Forumteatret Prisme.

Vi er meget stolte over og glade for at kunne sende denne invitation til jer om at deltage i dette gratis arrangement.

I de to kursusdage vil vi arbejde med samarbejds-udfordringer i det frivillige arbejde, og med hvordan vi styrker arbejdsglæden og entusiasmen.

Der arbejdes med øvelser der foregår ude på gulv med en kropslig tilgang så forbindelsen mellem følelse, handling og tanke bliver styrket.

De nye perspektiver på os selv og hinanden, energi og inspiration vi får med hjem som resultat af kurset vil fungere som et ’samarbejds-survival kit’ til det næste års arbejde. 

 

 

Dag 1: Konflikthåndtering - prøv det !

Hvad kan du lære?

De gode relationer er udgangpunktet for meget af det netværk der får liv i ideerne/projekterne.

De gode relationer er også afgørende for at det store rugbrødsarbejde er overkommeligt på den lange bane.

At have et godt samarbejdsfelt og gode relationer til andre frivillige er et fokus, som er godt og frugtbart, men det kan også være svært. Til tider kan der opstå dilemmaer og spændinger i relationen – og hvad gør man med det? Det er disse udfordringer, vi tager op på denne kursusdag, hvor indholdet er følgende:

Ydre konflikter – spændinger i relationen til andre

Vi tager udgangspunkt i situationer, hvor I selv har oplevet spændinger i relation til andre og arbejder derefter med følgende emner

• hvorfor opstod spændingen?

• kontaktskabende kommunikation – samtidigt med, at man er tydelig med egne grænser og holdninger 

 

 

Indre Konflikter – om irritation og dilemmaer hos den frivillige

Når vi bliver irriterede, i tvivl, tager afstand er det ikke altid hensigtsmæssigt at give udtryk for det direkte i situationen, men det er en rigtig god ide at tage disse følelser alvorligt. Det gør vi her med følgende emner

• konkrete dilemmaer i arbejdet

• om irritation, afstandtagende tænkning og hvad disse følelser betyder for kontakten.

Hvordan kan man arbejde med dem, så der kommer noget godt og konstruktivt ud af det og man passer på sig selv?

Sådan foregår det

Vi arbejder med små situationer fra hverdagen, og benytter primært en metode, der hedder forumteater. Som deltager i en proces med forumteater, har du mulighed for at øve dig i at håndtere nogle af de problematiske situationer, du genkender fra hverdagen. Samtidig er der mulighed for at reflektere og få en øget forståelse for, hvad der er på spil for de implicerede parter i en given situation.

Forumteater har bl.a. den styrke, at det på en og samme tid skaber energi og bevidstgør på en række planer, herunder kommunikative, holdningsmæssige og strukturelle planer.

Formålet med teknikken er at

• skabe livsmod og handlekompetence

• se muligheder i eget liv

• forberede sig til fremtiden

• træne til virkeligheden

Desuden præsenteres der konkrete værktøjer ved hjælp af konfliktfaglige modeller og ultra-korte oplæg, fulgt af praktiske øvelser, alt efter deltagernes behov.

Læs mere om hvordan forumteater foregår her

Undervisere på dagen: Kirsten Frydensberg og Birthe Blåbjerg Jakobsen

 

 

 

Dag 2: Samarbejds-survival kit

En kortlægning og synliggørelse af deltagernes forcer og håb for samarbejdet i foreningen. ( foreningerne )

Der bliver sat ord på hvad et motivationsskabende miljø er for den enkelte.

Der bliver sat ord og udtryk på den enkeltes værdisæt i det frivillige arbejde.

Alle deltagerne vil forholde sig følgende emner: Hvad kan gøre mig engageret (og det modsatte)? 

 

 

Hvordan opfatter jeg min rolle i samarbejdet?

Hvordan giver og modtager jeg anerkendelse?

Hvilken rolle har jeg/ ønsker jeg at have i forhold til ideprocesser?

Hvordan har jeg det med mødekulturen?

Hvorfor arbejder jeg præcis i denne her forening? 

 

 

Om underviserne

Kirsten Frydensberg ( venstre billede i øverste billederække ) har en master i retorik, kommunikation og formidling og har siden 2001 arbejdet som konfliktmægler, underviser og procesleder for bla. Center for Konfliktløsning. Har skrevet bogen: Konflikt og kontakt.

Birthe Blåbjerg Jakobsen ( højre billede i øverstebillede række) har qua sin skuespillerbaggrund et trænet øje for kropssprog, udtryk og rum. Har arbejdet med procesledelse med brug af forumteater og andre værktøjer fra teatrets verden siden 2006. Er kunstnerisk leder af Forumteatret Prisme.

Har desuden boet to år i Østafrika og har en uddannelse som økologisk landmand i tropisk regi. www.forumteatretprisme.dk

Fusionen mellem de to kvinder giver et varieret, højkompetent og viltert læringsrum, hvor både krop, smilebånd og intellekt bliver sat i bevægelse.

 

Praktiske oplysninger

KURSET AFHOLDES:

Gasværksvej 4e.1656 København

TID:

Workshoppen er et sammenhængende forløb for den samme gruppe mennesker men strækker sig over to adskilte dage, den

 

11. og 18. marts 2012.

Begge dage fra kl. 9 - 16

 

Man melder sig således til begge dage.

TILMELDING:

Tilmelding med oplysning om navn, forening, mail-adresse og telefonnummer

senest den 17. februar til:

Lone Frederiksen lone@cyklertilsenegal.dk

Tlf. 2929 6610

Der er 20 pladser på kurset og de fyldes op efter først til mølle princip.

Vi vil kraftigt opfordre til, at der er mindst to fra hver forening (bestyrelse), der deltager, så det er lettere at formidle og bruge redskaberne bagefter.

ØKONOMI:

Deltagelse i workshoppen er gratis.

Men ved afmelding efter den 19. marts eller manglende fremmøde, betales et gebyr på 200 kr.

Dette for at sikre at så mange som mulige får glæde af det fantastiske tilbud.

Jeg glæder mig til at se jer

Lone Frederiksen

Cykler til Senegal

 

 

 

 

 

 

 

 

 

hjemmesider.dk