Invitation
Containerpakning og cykel-event
lørdag 17. marts ved laden, Selsøvej 25, 4050 Skibby
.
Vores samarbejde med Det Danske Kulturinstitut (DDK www.dankultur.dk) omkring promovering af cyklen i Senegal betyder, at 10 cyklister fra COLUFIFA vil cykle fra Faoune via Gambia til Dakar. De ankommer på Earth Day d. 22. april. Modtagelse og konference står LEAD for (ledertræning for bæredygtighed www.leadinafrica.org). Arrangementet er en del af initiativer, der sætter fokus på CO2-nedskæringer; se www.co2erace.org
I samarbejde med DDK er vi ved at identificere en sponsor til en bambus-cykel, som vil komme cyklende til containeren i Skibby ved 12-tiden. Så fejrer vi sammen med indbudte gæster og støtter (vi inviterer den lokale præst, MS, Dansk Cyklistforbund og lokalpressen). Borgmester Ole Find Jensen holder tale, NielsSømand spiller, og der bliver mad til alle. Kunstner Jacob Fuglsang Mikkelsen vil lave en lille model af en cykel-skulptur, der tager med containeren og følger cyklisterne på turen til Dakar. Dér vil lokale kunstnere i samarbejde med Jacob lave den monumentale interaktive version af cykler, glas, lys og spejle.
Containeren ankommer til Gambia den 6. april, hvor der bliver udvalgt cykler til de 10 cyklister og til gaver i de byer, hvor de overnatter undervejs. COLUFIFAs bil følger med på hele turen med deres lokale produkter, der promoveres undervejs.
Dette er en Cykler til Senegal-DRØM, der bliver virkelighed.
Cykler til Senegal sponsorer cyklisternes og bilens tur samt overnatninger med de penge, vi fik af Connie Hedegaard i 2010, hvor hun havde fået dem som årets cyklist.
Vi starter kl. 9 med morgenkaffe, præsentation og organisering af pakningen.
Tilmelding til Janne Noack. Tlf. 42 77 63 64. E-mail: container@cyklertilsenegal.dk
www.cyklertilsenegal.dk
Alle er velkomne!
Cykler til Senegal sender årligt 2 container til vores samarbejdspartner "COLUFIFA" i Senegal og Gambia. Forsendelsen finansieres af Mellem Folkeligsamvirke Genbrug
Igennem årene har vi sendt mange containere afsted fyldt med forskelligt materiale efter ønske og behov. Fortrinsvis cykler, gammeldags symaskiner, værktøj, skolemøbler, køkkenredskaber samt materialer til små fødesteder.
I alt er det blevet til over 6000 af cykler.
Med cyklerne følger også reservedele og værktøj finansieret af MS Genbrug.
Cyklen får virkelig et nyt liv i Afrika.
VI MODTAGER GERNE: Brugbare cykler, værktøj, haveredskaber, skoletasker, gymnastikposer, fodboldsko, fodbolde, køkkenredskaber, kopper, thermokander, linned til de små fødesteder og meget mere.
Kontakt os og spørg hvad vi mangler lige nu, mail: container@cyklertilsenegal.dk
Tanker om ting og sager til Senegal og Gambia.
- Utallige er de personlige beretninger jeg hører, når folk ringer og vil give os ting og sager.
- Utallige er de cykler, der kommer som gave fra en pårørende, hvis mand eller kone er døde.
Meget af det , vi sender til Senegal er mere værdifuldt end bare ting og sager. Det bliver en del af menneskers sorgbearbejdning, at den afdødes ting får en ny fremtid til glæde og gavn for fattige bondekvinder og mænd.
Det bliver et led i vores fælles historier om at give og modtage.
Det bliver et led i CYKLER TIL SENEGALS sociale funktion både herhjemme og i Afrika.
I Senegal bliver tingene velsignet og fordelt med omhu. De velsignelser kommer os til gavn og så er vi en fælles bevægelse.
Citat Mariama Guldagger