Straks efter at General Direktøren kom tilbage fra Danmark samlede han hele direktionen for at mobilisere os i kampen mod malaria. Vores danske partnere er gået ind i dette arbejde UDEN selv at have malaria. En komite blev nedsat bestående af: Benjamin Diatta, skrædder og helbreder samt leder af kvindehuset

Aminata Taore, skrædder og leder sammen med Benjamin

Tabara Tounkara, matrone på fødselsstedet Madina Torodo

Demba Ba, regnskabsansvarlig

Og ovenstående som er diætist.

Vi fik bl.a. følgende opgaver: indkøb af materialer, forberedelse af hele projektet, åbningsevent, turneen til de 14 udvalgte landsbyer, evaluering.

Materialer: For pengene som vi modtog gennem CTS havde DG (general direktør = Demba Mansare) købt 600 store myggenet og 250 små hos Vestergaard Frandsen´s repræsentant i Dakar. Herudover var der indkøbt: 700 m stof, sytråd, et fotografiapparat, 5 film. Senere købte vi yderligere 200 m stof. Alt dette blev transporteret fra Dakar (350 km) med rute bus.

Forberedelsesmøde.

Vi besluttede at åbne projektet officielt onsdag 20 juli. DG fortalte om sin rejse i Danmark og om CTS´s arbejde. Vi oprettede en projekt kalender med samtlige aktiviteter samt kriterier og registreringslister for modtagere af nettene. Nettene koster 1000 cefa = 12 kroner/ st.

Vi skrev invitationer til lokale myndigheder og sundhedssystem og befolkningen blev informeret.

Den ansvarlige læge for området og præfekten (lokal myndighed) blev personligt inviterede for at åbne programmet.

Tidligt om morgenen 20. juli gik de sidste forberedelser i gang. Vi havde valgt pladsen under cashew træerne som mødeplads. Vi havde ansvarlige til de forskellige opgaver såsom stole- opstilling, lydanlæg, madlavning, referat og banderoler AAJAC/COLUFIFA I KAMPEN MOD MALARIA og MALARIA ER DØDELIG blev malet. Kvindegruppen Tahin(sesam) producerede sesam kager til de særligt inviterede og til salg.

Åbningsdagen.

Et uvejr betød at åbningen blev forsinket og vi installerede os under tag i det åbne mødelokale.

Colufifa´s præsident Mamadou Sama som var den første taler indledte med la Fathia (muslimsk velsignelse) og takkede de fremmødte. DG fortsatte med at fortælle om vores gode partnerskab med CTS samt om vores fælles engagement i kampen mod malaria og at vi forbereder aktiviteter til african malaria day 25 april 2006. Derefter talte både læge chef og præfekt og begge udlovede støtte til arbejdet. Lægen understregede malaria som en dødelig sygdom med enorme konsekvenser både for den enkelte og for nationen som helhed. Han vil foreslå sine overordnede at lave en økonomisk beregning over hvor meget Senegal mister årligt på malaria. Mindst 100.000 mennesker dør årligt i Senegal.

Præsidenten for bonde kommunen Diaroume (hvor Faoune hører til) og underpræfekten fra Bounkilling talte også om al den lidelse malaria medfører for os alle.

Derefter tog jeg Abdoulaye Ba ordet og talte udfra WHO statistikker om malariaens udbredelse og enorme trussel, fx at et barn dør hvert 30. sekund. Jeg talte om resistensen overfor behandling og nødvendigheden af forebyggelse med imprægnerede myggenet.

Herefter var ordet frit og mange gav råd og erfaringer såsom: vigtigheden af at gå ind om aftenen i regntiden for at undgå myg og især beskytte børn og gravide med net, da det især er ved skumring og morgengry at myggene er slemme. En kvinde tog ordet og fortalte om at myg er der hele tiden, især i rismarkerne hvor kvinderne arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Hun foreslog produktion af en myggebalsam med lokale urter, kendt for at fordrive myg. Andre fortalte om forskellige urte behandlinger mv. Til sidst blev tidspunkter, landsbyer og procedure for udvælgelse gennemgået. Benjamin Diatta blev valgt som moderatør (mødeleder).

Mange fotos blev taget og mange velsignelser blev givet. To journaliser fra to dagblade deltog i mødet og lavede interview med Præsidenten, DG og mig.

Dagen efter afholdt vi evaluering af ovenstående; vi var alle tilfredse trods problemer såsom uvejret, for lidt mad da der kom langt flere end forventet (vi var langt over hundrede). Vi aftalte tidspunkt for turneen og Ansou Djitte blev vores chauffør. Vi besluttede også at fordele indtægten 1000 cefa/net som følger: matroner 50 cefa, unions præsident (mand og kvinde) 100 cefa og 250 til mad turne gruppen.

Aktivitetsrapport.

Vi startede 18. juli og afsluttede 30. juli. I den tid besøgte vi 14 landsbyer og kørte 1904 km i Casamance og Gambia (Sintet og Brikamaba).

Vi bestod som tidligere nævnt af en diætist, en traditionel helbreder, en regnskabsansvarlig og en chauffør.

Vi havde i alt 1078 net, 600 store og 275 små imprægnerede, samt 103 hjemmesyede net fra kvindehuset i Madina Torodo (ledet af Benjamin og Amy). Et fotoapparat var til vores disposition til dokumentation (både til CTS og os selv).

Vi reserverede nogle til gæstehytter i Faoune og Sintet og til personalet i Colufifa (35 st) og til nogle landsby chefs og Notables (fint folk) i alt 9 st. Tolden i Senoba modtog 7 st (grænsen Senegal og Gambia). Fedration des Producteurs i Bloc modtog 20 st.

I hver af landsbyerne havde præsident (m/k) forberedt befolkningen i følgende landsbyer: Marandan, Dianaba, Dioulayel, Sansancoutou, Bambaly, Faoune, Bayamba, Baneba, Sare Doro, Brikamaba, Sintet, Djinany, Kegneto og Karong.

Ved ankomsten havde vi et causeri (samtale) med befolkningen om malaria og dens forskellige former, komplikationer, behandling, forebyggelse samt formålet med Colufifa´s arbejde generelt. Vi talte især om gravide og at de slet ikke har nogen naturlig beskyttelse under graviditeten. Vigtigheden af imprægnering samt vedligeholdelse af net blev grundigt gennemgået og at de altid skal tørres i skyggen efter vask. Net må heller ikke strækkes med vold for at gøres større, så vil de ødelægges. I alle landsbyerne kom vi også ind på traditionel behandling og vigtigheden af at søge hjælp på dispensær (sygeklinik). Én af os registrerede modtagere af net efter kriterierne: gravide og mindre børn samt syge og ældste. Derefter blev net uddelt. Nogle af stederne deltog de lokale matroner, de havde travlt både med fødsler, rismarker mv.

Besværligheder.

Mange problemer mødte os. Oplysningen inden vi kom var meget forskellig og deltagelsen ligeså. Mange kvinder var i rismarkerne og mange boede for langt væk. Nogen steder var rygter opstået om at der kun var net til Colufifa medlemmer. Dette var forkert.

DET STØRSTE PROBLEM VAR FOR FÅ NET…samt at projektet burde have startet tidligere på året, helst før regntiden. Der var også klager vedrørende net, dels at fabriksnet var for korte dvs. ikke høje nok til at dække seng, madras og mennesker. De hjemmesyede passede bedre til folks behov, vane og smag. De blev imprægneret lokalt af et statsligt projekt ude i landsbyerne.

Forslag:

Bedre og tidligere information til befolkningen, flere net, 2 m i højden på net, (de indkøbte i Dakar var 1,50 m) og øget antal landsbyer.

Konklusion:

Trods visse klager er aktionen modtaget med stor glæde i befolkningen som ønsker at kampen mod malaria skal fortsætte. Oplysning og undervisning er livsvigtigt.

Komiteen er taknemmelig for denne mulighed for at tjene vores befolkninger. Støtten, både penge og materiel fra CTS, er og forbliver forankret hos modtagerne af net og undervisning. En dyb taknemmelighed til danskerne. Vi er i fuld sving med at forberede 25. april 2006 og håber det bliver en stor begivenhed i Senegal, Danmark og andre lande. En drøm: at vi kan ses på TV gensidigt og give kampen mod malaria stor succes i tredje verden, malaria er de fattiges sygdom.

Vi er også i gang med at sende denne rapport videre til myndighederne, deriblandt det nationale program mod malaria (PNLP) (malaria heder paludism på fransk).

Afslutning.

Kampen mod malaria falder helt i spænd med Colufifa´s mål sundhed og undervisning for alle. Colufifa er en bonde organisation og malaria rammer bønder hårdest. Vi er i marken i regntiden og sygdommen rammer hele familien, da såning og høst bliver forsinket eller umulig. Dette fører til mangel på føde resten af året. Kampen mod malaria er meget anset også af lokale og nationale myndigheder. Under turneen besøgte vi de fleste underpræfekter og informerede om programmet.

Alt dette takket være samarbejdet mellem Colufifa og CTS. En kamp for bedre livs vilkår for fattige bønder i Senegal og Gambia.

CD med foto fra projektet, udvalgt fra 4 film, vil blive vist som forfilm i Skibby kino til Senegal arr. 1 oktober. Der er sendt takkefoto til Berlin kvindeklub og Vestergård Frandsen. Regnskabet med bilag findes hos Ivan. Tips-og-lottomidlerne kan bede om dette ved stikprøve.

Med hilsen projekt ansvarlig

Abduolaye Ba

Oversat af Elise.

TOP

2) Kvindehænder i Afrika
Af Elise Guldagger, Foreningen Cykler til Senegal
Det er stille morgen, de andre hvide og sorte kvinder sover. Jeg sidder og lader verden vågne, floden flyder, fuglene trækker streger henover den lysnende himmel og lydene lyder alt mere. Bønnen bliver til bare at være nærværende, lyttende og fuld af tak.

Vi holder massagekursus i landsbyen Bambali i det sydlige Senegal. Vi er kyndige kvinder som mødes for at lære af og med hinanden på tværs af kultur og religion. De hvide kvinder kan noget med hænderne: massage, zoneterapi, akupunktur, chi gong, perlebroderi m.m.. De sorte er fødselshjælpere "barfodsjordemødre" på de små simple fødselssteder i omegnen. De har alle en 6 måneders uddannelse hos jordemor Amy Diatta på sygehuset som dækker et kæmpeområde. Der er 3 jordemødre og en læge og de arbejder vildt meget.
Nu begynder livet i vores 2 hjemmebyggede turisthytter. De 3 små børn vil ud og møde verden og de hvides favne er åbne. Vi koger grød på de 2 gasblus og spiser sammen under snakken og syngen. Vi er glade for at være sammen og vores hyttevogtere overtager børnene og opvasken klares af Fatomata og Bintou, to af landsbyens bedstemødre.

Vores medhjælpere er alle Colufifa-folk – Colufifa er bondebevægelsen som Cykler til Senegal har arbejdet sammen med siden 1996

Alice fra Skibby starter med massageundervisning sammen med Jytte fra Brønshøj. Vi arbejder 2 og 2. Masserer hinanden under vejledning. Massagecremen er Colufifa´s, af sesamolie, bivoks og sheabutter, det vil sige nøddesmør fra sheanødden. Den er dejlig at arbejde med og vi bliver alle velsmurte og afslappede. I øjeblikke er her dyb stilhed som om engle er sammen med os - og det er de nok.

Floden tager imod bagefter og vi svømmer lykkelige rundt. Mange gamle spændinger og smerter bliver blødgjorte og frigjorte. Kvindefællesskabet er bæredygtigt og vi fortsætter.

Elsebeth fra Svanholm storkollektiv indvier os i akupunktur og akupressur. Hvordan vi med simple tryk kan lette smerter og forbedre vearbejdet hos de fødende. Vi skiftes til at øve på hinandens ømme rygge, trætte led og slidte kroppe. Kvinder i Vestafrika har en tung og hård arbejdsdag. Vi er her sammen for at lette lidt på byrderne og styrke kvinders mulighed for at hjælpe hinanden og mindske komplikationer ved fødsel og barsel. Mange spørgsmål og mange svar, vi søger muligheder som ikke kostervældige penge men er enkle og håndgribelige.

Ellen på 72 fra økolandsbyen Torup ved Hundested giver os chi gong øvelser for at give energi og kraft. Vores medhjælpere kommer med børnene. NU VIL DE VÆRE MED. Vibeke fra Frederiksværk, som har haft en fabrik i Hongkong i mange år, åbner en helt ny verden for os med perlebroderi. Vi sidder alle 16 kvinder koncentrerede under stråhalvtaget og broderer hver sin rose i forskellige farver og former

Dagens afrundes med fodbad fra den salte flod og en kop rygende varm te, der er brygget på kinkilibaplanten. Det er godt for fordøjelsen. 8 sorte kvinder får fødderne vasket og masseret af 8 hvide søstre - er det mon nogensinde sket før? Vi er blevet hinandens venner for altid og søger penge til fødselshjælperkvinderne, så de kan organisere sig og få en fælles stemme over for myndigheder og landsbyer.
Deres arbejdsbyrde er urimelig og de får ingen betaling. Fødsler skal være gratis siger den senegalesiske præsident…

TOP

3) Benjamin Diatta beretter:

Jeg er født i Togo 31 marts 1951 og kristen. Jeg bor i Faoune i Senegal og er sammen med Amy Traore, leder af Kvindehuset i Madina Torodo. Jeg er uddannet skrædder og syr på symaskiner fra Danmark/Cykler til Senegal. Vi kan sagtens bruge flere symaskiner, især med trædepedal. For nylig har vi syet myggenet af over 900 m stof i forbindelse med malaria projektet. Jeg var med ude i landsbyerne og undervise og diskutere. Folk kunne bedst lide vores hjemmesyede net. Vi glæder os til flere spændende besøg fra Danmark og vi takker for støtten, især fra Gunnar og hans kone. Vi vil gerne lære mere om vævning.

Min far døde da jeg var 6 år gammel. Min far var helbreder og kendte alle urter. Min storebror blev oplært af vores far. Hele min fars slægt var og er helbredere, generationer tilbage. Min far havde endnu en gave, helbredelse er en gave som Gud giver til nogle og ikke til andre. Min far han kunne tale med planterne.

Da min far fødtes havde han den ene hånd hårdt knyttet, først til barnedåben lukkede han hånden op. I hånden lå en chori muslingeskal. Det var et tegn fra Gud, at min far havde særlige evner.

Min far vidste hvornår han skulle dø. Den dag tog han mig i hånden og vi gik væk fra vores hytter. Min far vaskede mig med specielle urter. De blev kogt i et skildpaddeskjold. Min far siger til mig at han bliver nødt til at rejse langt væk. Da min far havde vasket mig forærede han mig en helt ny coupcoup (stor kniv med bøjet blad). Vi går tilbage til hans hytte og han kalder på sin første kone. Min mor var hans tredje kone Min far siger: Jeg må rejse langt, langt væk og I må passe godt på børnene. Min far lægger sig ned og siger at jeg skal lægge mig ved siden af ham.. Han tager min hånd og fortæller, at nu er han på vej langt, langt væk. Hans koner og de ældste søskende lægger ham op på en båre af pinde. De bærer ham hen til landsbyen for at få hjælp. Hele tiden holder min far hårdt fast i min hånd, og jeg må bæres sammen med ham på båren. På vejen ind til landsbyen ånder han ud og er død. Jeg kunne mærke det med det samme.

I de følgende 3 døgn slipper min far ikke min hånd. Alle i familien prøver at få min hånd gjort fri. Det lykkes ikke. Jeg sidder, spiser og sover ved siden af hans døde krop. Først tredje dag om eftermiddagen ved 14 tiden slipper min far min hånd og jeg er fri. Folk mente, at min far havde indviet mig i helbreder-traditionen. Jeg blev opdraget af min storesøster.

Efter de døgn med min far har jeg haft klare drømme. Jeg drømmer om, hvilke planter jeg skal bruge til hvilken sygdom. Jeg drømmer om, hvad der skal ske. Nogle gange er der en stemme, der hvisker i mit øre hvilken plante jeg skal plukke. Min storebror kunne, ligesom vores far, høre planterne tale.

Jeg drømte engang, at min lillebror var død. Så gik jeg til en drømmetyder, som gav mig ret men sagde, at min lillebrors sjæl stadig var i nærheden. Min lillebror ville kunne vende tilbage til livet, hvis han i næste måned gav al sin løn til de fattige, ikke en cent måtte han beholde til sig selv. Sådan blev det, og min lillebror lever endnu.

En anden gang drømte jeg om, at en af mine andre brødre blev angrebet af onde ånder og halshugget. Ånderne delte hans kød mellem sig. Jeg skrev et brev til min bror, og samme dag fik jeg et brev, som fortalte, at han var fundet død, uden at man kunne forstå, hvorfor han var død. Det tydede på, at han var dræbt af onde ånder. Jeg tog til hans landsby for at deltage i sørgeceremonierne. Jeg mødte en af ånderne, og det var en stærk hvid høj kvinde, som sagde: Hvis du blander dig i dødsfaldet, vil jeg dræbe dig med min kniv. End den dag i dag bor den onde ånd i et træ i byen

Der findes hekse overalt. De spreder sygdom og dræber. Det er muligt at beskytte sig mod dem, men man skal gøre det ofte. Der er urter i bushen, man kan koge og vaske sig med, så kan de ikke gøre dig ondt. Hvis jeg ikke kunne beskytte mig og min familie, ville jeg have været død i dag.

Jeg drømte for nylig, at Kvindehuset blev påvirket af onde ånder. Da besluttede vi, efter råd fra imamen og den ældste at lave en ofring af en ged. Vi bad sammen, kristne og muslimer, og dyret blev ofret og skænket til de fattigste..

Jeg har rejst i Europa, fordi jeg mener det er vigtigt at lære vores tidligere koloniherre, Frankrig at kende. Europa må man lære at kende i Europa. Det er så mange rygter og meninger. Jeg rejste via Tunesien med et arabisk flyselskab. Jeg skulle bare mellemlande et par dage. Men allerede i lufthavnen blev jeg truet med at blive sendt hjem igen af en hvid tuneser. En sort tuneser rådede mig at skifte flyselskab, fordi jeg kunne risikere at blive tilbageholdt uden forklaringer. Derfor købte jeg en ny billet og fløj til Rom. Siden videre til familie i Amsterdam og så blev jeg 5 år i Paris. Jeg blev ikke rigere af Europa, men jeg lærte meget om mig selv og andre. Vi må alle lære at se vore svage sider, og vi kan ikke elskes af alle. Jeg oplevede racisme, især fra hvide araberes side. Men derfor kan man ikke sige, at alle arabere er racister.

En dag i Paris blev jeg meget syg og bad om hjælp til at komme til det nærmeste sygehus. En franskmand opfordrede mig til at tage hjem til Afrika og få hjælp, der hvor jeg hørte til. En anden forbipasserende franskmand tilbød at følge mig og fulgte mig helt ind på skadestuen. Han fortalte, at han havde været i Afrika og havde mødt så megen venlighed og gæstfrihed.

Jeg tror det er vigtigt at rejse og møde forskellige kulturer. Jeg har også boet 8 måneder i Gambia. Min kone hedder Dadou Sow og er datter af Oma, som nogle af jer kender. Hun er bedstemor til Tjerno, som Gitte har lavet en lysbilledfortælling om. Tjernos mor døde efter fødslen. Så Oma har ammet og opdraget Tjerno. Sådan er det hos os; vi skal tage os af hinanden, det er en pligt. Der er heller ikke nogen hjælp at få fra staten, som der er hos jer.

Jeg hilser jer alle velkomne til Faoune og til at besøge vores lille kirke, som vi selv har bygget. Landsbyen gav os jorden For os er det naturligt at leve sammen kristne og muslimer.

Hilsen fra Benjamin som Elise havde interviewet. Benjamin lærer gerne fra sig af sin planteviden og hjælper mange mennesker.

TOP

4) Venskabsrejse i Senegal og Gambia

af Sara Weisdorf,

I februar 2005 var jeg så heldig at skulle med på Cykler til Senegals årlige venskabsrejse. Det var en kæmpe oplevelse, der især var unik, fordi vi fik de bedste betingelser for at komme ind under huden på den vestafrikanske livsstil. De mennesker, vi mødte på vores tur, var fattige efter vores standarder, men de var stolte, nysgerrige, livsglade og åbne, og de bød os gæstfrit indenfor i deres hjem, såvel som i deres liv. En bedre førstegangsoplevelse i Afrika kunne man ikke ønske sig!

Jeg havde forudset, at alle de indtryk man fik i Senegal ville være umulige at huske, når vi kom hjem igen, og det viste sig at holde stik. Derfor havde jeg slæbt min dagbog med hele vejen, og dette er - i brudstykker - min beretning fra turen:

4. februar. Juhuuu, nu er jeg i Gambia. Flyveturen herned var lang, vi mellemlandede på Tenerife og troede, at nu måtte vi da næsten være der, men ak, der var lige 1½ time endnu. Da vi endelig ankom til lufthavnen, blev vi straks belejret af en masse unge fyre, som ville bære vores bagage, snakke med os, have vores email-adresser, you name it. Det var meget overvældende...

Senere på dagen tog vi til stranden. Der var fyldt med fiskerbåde, og folk der rensede fisk, tørrede fisk og fremviste fisk til os. Der var også en gammel kone, der helt spontant ville bytte navn med mig. Hun sagde, at nu hed hun Sara, og jeg hed Kaditja. Godt så! Bagefter dansede hun en glad lille dans for os...

5. februar. Jeg har svært ved at forestille mig, at mine fødder nogensinde har været så snavsede før, selv ikke da jeg var i regnskoven. Hold da op hvor her støver! Vi er nu i landsbyen Sintet, hvor vi blev modtaget med trommespil og dans. Her er en million børn, som er nysgerrige, og gerne vil lære os alle deres mange lange navne. De har nærmest belejret vores hytte. De vil fotograferes, holde i hånden og er helt vilde efter at få vores tomme vandflasker. I morges var vi inviteret med ud at malke landsbyens køer. Det var faktisk ret svært. Den smule, jeg fik malket ud, blev mestendels sprøjtet ud over ham, jeg malkede sammen med...

9. februar. Nu er vi i Senegal, i landsbyen Faoune. Vi cyklede hertil for et par dage siden, på sandveje igennem bushen det første lange stykke vej. De sidste 10 km kom vi på asfaltvej, hvilket jo så føltes som den vildeste luksus. Vi har fået værtsfamilier her i Faoune, og jeg er sammen med en anden fra rejsegruppen kommet til at være hos vores unge guides familie. De er flinke og har en million unger, og de taler ikke et ord engelsk. Kommunikationen går altså lidt trægt, men vi har da fået lært et par ord på lokalsproget. Familien griner af vores udtale, men er meget tålmodige lærere. De prøver at overtale mig til at tage deres skønne, 4 måneder gamle baby med til Danmark.
Bare jeg kunne!

Vi bliver budt velkommen alle vegne her. Folk viser med glæde deres skole, håndarbejdscenter, sesamoliefabrik og hospital frem for os, formodentlig også i det håb at vi kan hjælpe deres projekter lidt, og der er ikke noget, vi hellere vil.

12. februar. Jeg sidder nu ved vandet og skriver... Vi er cyklet til Bambali, en landsby ved en stor flod, som vi allerede har været ude at sejle på i udhulede træstammer. I går aftes sad vi og fortalte historier til langt ud på aftnen. Afrikanerne fortalte gåder og dilemmaeventyr, og vi kunne så bidrage med nogle nordiske folkeeventyr. En smule langsommeligt, når alting skulle oversættes frem og tilbage, men rigtig, rigtig hyggeligt!

15. februar. Vi er tilbage i Faoune, som nu nærmest føles som vores andet hjem. Lige meget hvor man går hen, møder man en, man kender, og skal lige sludre lidt. Det er fantastisk, og jeg har bestemt ikke lyst til at rejse herfra igen. Desværre skal vi af sted, Gambia og senere Danmark venter. Vi har måttet sige farvel til værtsfamilien, blæse sæbebobler og tage billeder af dem for sidste gang. Det er så trist.

18. februar. Øv, så er jeg hjemme igen. Jeg tror jeg får en vinterdepression...

TOP

5) Jom Kippur – den jødiske faste

Af Lene Andersen, der er jøde og sidder i bestyrelsen for Cykler til Senegal.

For 3000 år siden var dyreofringer helt almindelige over alt i verden. Det samme var menneskeofringer, og jødedommen var den første religion i historien, som tog specifikt afstand fra at ofre mennesker til guderne. Til gengæld skulle man så give Gud det allerbedste, man havde: den førstefødte af alt sit avlskvæg, og man skulle også, når man havde forbrudt sig mod reglerne, sige undskyld gennem at ofre et ”lydefrit” dyr til Gud.

Man slagtede dog ikke bare dyret og lod det brænde op; der var et måltids-fællesskab i Templet forbundet med ofringen. Oldtidens offerritual betød, at misdæderen blev lukket ind i fællesskabet omkring måltidet, og at man kunne forsone sig med forbryderen og forbrydelserne.

Men ud over bøn og gerninger var der også en fjerde måde at nærme sig Gud, og det var gennem faste.

Da fasten er fuldstændigt individuel, er det logisk, at det tidligt blev den, som blev forbundet med Jom Kippur, årets helligste dag. Det er nemlig dagen, hvor vi både individuelt og som jødisk samfund forsoner os med Gud og beder om tilgivelse for de synder, som vi har begået i årets løb. Her samles alle mentale kræfter på forsoningen med Gud, og fasten tjener som et værktøj til at flytte opmærksomheden væk fra kroppen og samle tankerne.

Fastedagen står dog ikke alene. Den hænger nemlig sammen med det jødiske nytår, Rosh Hashana, som ligger ti dage forinden. Rosh Hashana og Jom Kippur ligger altid om efteråret, og i år begynder Rosh Hashana den 3. oktober om aftenen, og selve ”nytårsdagen” er så den 4.

Til Rosh Hashana spiser man ekstra godt og fejrer det nye års komme. Man spiser søde ting, fordi man ønsker at det nye år skal blive sødt, og de brød, som bliver spist på denne nytårsaften, er altid runde, fordi de symboliserer årets cykliske gang.

I de ti dage, som er fra Rosh Hashana til Jom Kippur, har man pligt til at bede sine medmennesker om tilgivelse, for de forbrydelser eller uheldigheder, man er kommet til at begå imod dem i løbet af det forgangne år. Tankegangen er nemlig meget simpel: man kan ikke gå til Vorherre og bede om tilgivelse på Jom Kippur, med mindre man har forsøgt sig hos sine medmennesker først!

– Avs!

Det har en stærk pædagogisk effekt at vide, at man er nødt til at få orden i sine personlige forhold, inden man kan gå i synagogen på Jom Kippur og bede om tilgivelse og forsoning hos Gud! Selve fastedagen Jom Kippur begynder allerede aftenen inden ved solnedgang, og det vil sige, at man som regel spiser et let måltid og går til aftengudstjeneste i synagogen ved 18-tiden. Derefter hverken spiser eller drikker man, før Jom Kippur er forbi.

Hele den næste dag tilbringes i synagogen, hvor der er en ganske speciel stemning; både sørgmodig, smertefuld og glædelig på en gang, og nogle af vores smukkeste bønner og melodier bliver sunget netop på denne dag. I løbet af gudstjenesten er der både prædikener af rabbineren og fælles sange og kollektive bønner, såvel som individuelle bønner, der bedes i tavshed. I gudstjenesten indgår også en oplæsning af navnene på de af menighedens medlemmer, som døde i det forgangne år, og det giver en utroligt stærk, sammenknyttende effekt for alle, at man sammen mindes de mennesker, som ikke er mere. I København er der desuden en tradition for at læse navnene op på de af menighedens medlemmer, som døde under Anden Verdenskrig eller er faldet i forsvaret af Israel.

Det er en dag, hvor man mindes, og en dag, hvor man søger ind til kernen i sit gudsforhold. Fasten og dét, at man i det hele taget forglemmer sin krop, gør, at man er helt fokuseret og parat til at åbne sig for de åndelige dimensioner, som ellers kan være vanskelige at få kontakt til.

Jom Kippur slutter, når solen er gået ned, og på det tidspunkt er klokken som regel omkring otte, og alle er både sultne og trætte. Og så kommer maden ind i billedet igen! Nu skal der nemlig festes! Typisk samles man med familie og venner og hygger sig til ud på natten, men alt for sent bliver det som regel sjældent. For man er trods alt en lille smule groggy oven på sådan en lang fastedag.

TOP
6) Ramadan – den islamiske faste

Af Aminah Tønnsen, der er muslim.

Årets største begivenhed for muslimer er fasten i måneden ramadan, den niende måned ifølge den islamiske kalender. Da den islamiske kalender er en månekalender med tolv måneder, der hver varer fra nymåne til nymåne, er året 10-11 dage kortere end solåret, der er basis for den officielle kalender her i landet. Derfor falder islamiske højtider hvert år 10-11 dage tidligere i forhold til den 'almindelige' kalender og bevæger sig støt og roligt rundt om årstiderne. I år begynder den islamiske faste den 4. oktober.

Koranen påbyder muslimer at faste ved at afholde sig fra at spise, drikke og have kønslig omgang fra det tidspunkt, hvor "man kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og indtil natten falder på" - dvs. fra daggry til solnedgang. Er man syg, gravid, ammende eller på rejse, kan man udskyde fasten (eller en del af den) til et senere tidspunkt, for "Gud ønsker at gøre det nemt for jer - ikke svært". Mange af dem, der af de nævnte årsager med rette kunne udskyde en enkelt eller flere dages faste, foretrækker dog at opretholde den, for det er altid nemmere at faste sammen med den øvrige familie.

Fastepåbudet gælder for sunde og raske voksne; men den, der "kun kan faste under store anstrengelser, kan i stedet bespise en fattig". Det er blot ét ud af mange eksempler på, at Koranen ikke stiller krav, som er umulige at opfylde.

Hensigten med fasten er ifølge Koranen at "lære selvbeherskelse gennem gudhengivelse", dvs. at lære selvbeherskelse ved at tjene Gud og følge Hans vejledning. Faste er da også i bogstaveligste forstand en opøvelse i selvbeherskelse: Man lærer at holde måde og at sige fra over for det daglige ræs og vore dages overforbrug. Og man opdager hurtigt, at man faktisk kan klare sig med langt mindre, end man til daglig finder fornødent til livets opretholdelse.

Selv mange af dem, der måske ikke anser sig selv for specielt troende, vil overholde fasten, fordi den har stor social betydning og knytter mennesker tættere sammen. Man opfordres f.eks. til at slutte fred med personer, man har haft større eller mindre uoverensstemmelser med i årets løb.

Bøn og selvransagelse bliver dybere og mere intens på fastende hjerte, og man bliver på forunderlig vis mere bevidst om Gud og ydmyg over for Gud og Hans skaberværk. Der falder en velsignet ro over dagligdagen, og man oplever, at man sagtens kan klare sig uden vådt eller tørt i mange timer uden de store vanskeligheder. Ens frivillige afsavn bevirker endvidere, at man føler trang til at dele sin rigdom med dem, der af nød konstant sulter. Og der er da også tradition for, at man ved fastens afslutning giver almisse til de trængende.

Der er tradition for, at man i fastemåneden reciterer hele Koranen, der til formålet er delt op i 30 lige store dele. Mange foretrækker at recitere dagens afsnit sammen med åndsfæller i moskeen. Det hedder med rette 'recitere', for det er umuligt at fordybe sig nævneværdigt i selve teksten, da det trods alt er begrænset, hvor mange timer man kan afse til recitationen. Man skal jo også passe sin daglige dont og må ej heller lade familien komme til kort.

Natten før den 27. dag i ramadanmåneden er ganske speciel. Den kaldes Lailat al-qadr, Almagtens Nat eller Skæbnenatten. Det var den nat, hvor handelsmanden Muhammad i år 610 modtog den første af de åbenbaringer, der samlet er blevet kendt som muslimernes hellige bog, Koranen. Denne nat våger muslimer verden over i bøn og meditation.

Nymånens tilsynekomst efter 29 eller 30 dages faste hilses med glæde. Kvinderne får travlt i køkkenet, og alle giver en hånd med for at forberede den fest, der markerer fastens afslutning, 'id al-fitr.

Næste morgen fyldes moskeerne til bristepunktet. Mange steder flytter man simpelthen denne dags fællesbøn ud i Guds frie natur for at give plads til alle. Sidst på formiddagen samles familien om et fællesmåltid. Børnene får gaver, man går på besøg hos hinanden, og telefonerne gløder.

I København er det blevet en fast tradition, at muslimerne lejer sig ind i et par sportshaller, hvor man holder fællesbøn, opstiller legeredskaber til børnene og hygger sig sammen i et par timer.

TOP

7) En cykelhistorie.

Af Elise Guldagger

Der var en gang to cykler, en herre og en dame. De stod langt ude på landet ved siden af en tredje cykel med en seddel, hvor der stod: til Senegal.

Cyklerne kom i en anhænger bag en bil som to herrer fra en lille forening kørte. De kørte godt og roligt. De kom til en dejlig lade endnu længere ude på landet. Der var der mange andre cykler og mange andre ting. Alle cyklerne blev glade for at møde hinanden. De var ældre, godt brugte cykler og mange af dem havde været på vej til lossepladsen. Men de var blevet reddet af den lille forening langt ude på landet, som samlede cykler til fattige bondekvinder og mænd.

Nu skulle alle cyklerne pakkes og det var et stort arbejde og mange fra den lille forening kom og hjalp til, og solen skinnede. For det meste. De havde også dejlig mad med, som de spiste, fordi det gør man langt ude på landet. De to cykler, en herre og en dame kom ind i den store container. Der var trangt og mørkt og temmelig uoverskueligt. Men de to cykler, en herre og en dame forblev glade fordi nu skulle de gøre stor nytte blandt fattige bondekoner og mænd. De var så fattige at de ikke en gang havde en eneste cykel at cykle på. De gik med alle ting og sager på hovedet og de bar tungt og langt. Tænk at være en gammel cykel, en herre og en dame, og så komme til gavn og glæde på sine gamle dage. Det er et sandt eventyr.

Cyklerne og mange andre ting og sager kom ud på en lang rejse. Med lastbil, med båd og det var varmt og det var trangt men de glædede sig og holdt tappert ud.

I havnen i Banjul var det varmt, meget varmt og de to cykler, en herre og en dame blev temmelig trætte. Men ak så tålmodige og det var godt fordi afrikanske forhandlinger og dansk mistænksomhed tager meget, meget lang tid og kræver dybe vejrtrækninger og det gjorde de, de to cykler, en herre og en dame.

Så skete der noget. Igen kom de op og bag på en lastbil og blev kørt ud af rædselsfulde og skrækkelige veje. Man kan næsten sige at det slet ikke er veje, det er huller og skråninger, store og små og hele tiden. Igen viste de to cykler, en herre og en dame oceaner af tålmodighed og en overbærenhed som langt overgår cyklers evner. Men de vidste begge to at det skulle gøre stor og vigtig nytte og det var det vigtigste for de to cykler, en herre og en dame.

Lang historie kort, de kom helt op til en landsby som hedder Brikamaba. Toldfolket sagde at det var umuligt at komme helt derop men det kom de to cykler, en herre og en dame sammen med mange andre cykler og ting og sager. De kom alle og alt i menneskehænder og det var en stor fornøjelse og alle var ovenud glade. Luften var stegende varm og fugtig og jorden var rød og alle ville cykle med det samme.

På samme tid skete det hjemme i Danmark, at den lille forening blev ringet op og skældt ud, fordi en vred mand som ejede de to cykler, en herre og en dame, IKKE ville ha sendt de to cykler, en herre og en dame, til Senegal. Manden ville ha erstatning, rigtig mange penge og han ville anmelde det til politiet og meget andet. Forening sagde undskyld og vidste ikke sine levende råd. Så ringede den til Mango Travel som havde hjulpet med mangen en billet til Gambia. Gode råd var ikke dyre og den lille forening ringede til et import/eksport firma i England og talte med Mister Loyd som var venlig og hjælpsom. Mange faxe senere blev det afklaret at det ville koste ca. 2000 danske kroner at få transporteret de to cykler, en herre og en dame, til Danmark og den vrede mand.

Så blev der sendt endnu flere fax. De to cykler, en herre og en dame, påbegyndte deres lange rejse hjem. De var MEGET kede af det. Nu havde de fået et nyt godt nyttigt liv på deres gamle dage og alle var så glade og passede på dem.

Denne gang måtte de med bussen og det var en oplevelse. Der var så mange og så meget på bussen, både mennesker, geder, høns, halm og hø og sække med tusind ting. Til sidst var de fremme, en dame- og en herrecykel. De kunne ha fået mange nye glade ejere fordi ALLE på bussen ville ha en cykel fordi få havde en cykel. Endnu en lang venten, hvor de to cykler, en dame og en herre, stod og kedede sig hele tiden. Igen forhandlinger, forvirringer og meget andet. Den lille forening i Danmark fik en forfærdelig fax fra Gambia, hvori der stod at transporten ville koste 1200 DOLLAR. Den lille forening fik ondt i maven og bad til Gud.

Miraklet skete, pludselig var cyklerne, en dame og en herre, i Kastrup. Men der manglede dokumenter. Mister Loyd blev faxet og fortalte i svarfaxen at han selv havde fundet cyklerne ventende og lidende i Banjul og at han selv havde sat dem på et fly. Han faxede et dokument som hjalp lufthavnen til at finde de to cykler, en dame og herre. Så blev de hentet af den lille forening.

Det var dagen før dagen, da præsident Bush skulle komme, så hele lufthavns området var undergravet og i stærk bevogtning. Selv kloakrørene var fulde af forsvarsfolk og terroristsøgere. Den lille forening lod sig ikke skræmme men fortsatte og efter mange kontorer, en hel dags arbejde, blev de to cykler, en dame og en herre, kørt ud af rampen og kom i foreningens hænder. Den næsten græd og genkendte de to cykler, en dame og en herre, selv cykelkurven var kommet med tilbage. Cyklerne var IKKE glade men smilte svagt og sagde: os var det ikke forundt at gøre god og solid nytte.

Den lille forening søgte at trøste men var også selv ked af det. Det sidste mirakel var, at hele eventyret KUN kostede i kroner 750 og det var for at ”importere cyklerne fra et ikke-EU land”. Selve transporten lod sig ikke betale. Det er et sandt under og TAK for det!

Af dette kan man lære, fordi det skal man altid, at det ikke er dyrt at sende to cykler, en dame og en herre tilbage til Danmark.

Til sidst håber den lille forening, at den vrede mand er mindre vred, og at de to cykler, en dame og en herre, ikke er alt for kede af det. De fik dog en sjælden rejse tur og retur.

Slut. Og det hele er ganske sandt og vist ifølge den lille forenings forkvinde.

TOP

8) Nyt om Danida-projektet

Af Lone Frederiksen

De har travlt hos COLUFIFA. 47 ud af de i alt 122 landsbyer, projektet skal omfatte, er i fuld gang med ’hønse-delen’ af projektet. Der er blevet etableret et veterinærapotek i samarbejde med den lokale dyrlæge, så det bliver nemmere at få medicin (især vaccine og midler til parasit-behandling) ud til landsbyerne i rette tid. Efter mange overvejelser og med vejledning fra Fjerkrænetværket besluttede COLUFIFA at opsige aftalen med den lokale sparekasse UMEC, der ikke har forvaltet kreditterne til kvinderne særlig professionelt. I stedet har de indgået aftale med den landsdækkende og mere professionelle sparekasse, Crédit Mutuel de Sénégal. Og vi har alle lært meget om, hvad der kræves af aftaler i forbindelse med mikrokredit til de fattigste. Processen har betydet, at kreditterne først nu er ved at blive udbetalt, hvilket har skabt frustration blandt nogle af kvinderne. Men nu skulle det være på plads. Fra januar til juni har der været kurser i at læse, skrive og regne for de 20 kvinder, der er med i projektet fra hver af landsbyerne. Her i regntiden er der for travlt i markerne, så kurserne fortsætter først efter høst, til december.

COLUFIFA har udarbejdet et flot baseline-studie, hvor de har beskrevet situationen i landsbyerne ved projektets start. Det skal danne basis for en senere vurdering af, hvilke resultater der til sin tid er kommet ud af de 4 års projektaktiviteter.

Sesamdelen af projektet er søsat i alle 122 landsbyer samt i yderligere nogle landsbyer, der ikke er med i projektet. Der er blevet udleveret såsæd til bønderne, dels fra COLUFIFAs egen høst, som aftalt i projektet, dels via den senegalesiske stat, der har støttet med 4/5 af prisen. Dette skal være starten på en såsæds-bank, idet den udleverede såsæd skal betales tilbage, så nye avlere kan låne til næste år.

Lige nu (midt september) er de 12 ’Agents polyvalents’ (dem der formidler træning og i det hele taget står for den daglige gennemførelse af projektet ude i landsbyerne) på kursus i ’Farmer Field Schools’. Det er en pædagogisk metode, der er udviklet med støtte fra FAO, og som bygger på, at i udviklingsarbejde skal man tage udgangspunkt i bøndernes egne erfaringer og viden og lade dem selv foreslå løsninger på de problemer, de møder i deres produktion. Konsulenterne, eller hvem der nu står for at igangsætte projekter i felten, skal således være fødselshjælpere, ikke eksperter. Det er Fjerkrænetværket, der har organiseret de tre ugers kursus og betaler hovedparten af udgifterne. Daouda Sonko og Dominique Mandiamy fra COLUFIFA, der er nøglepersoner i projektet, er med som assisterende trænere.

Den 30.-31. august afholdt Fjerkrænetværket en international workshop i København, hvor projektleder Djbril Baldé fremlagde erfaringerne fra projektet mht. markedsføring af høns. Der var stor interesse for indlægget, og det var i det hele taget et par spændende dage, der viste, hvor forskellige strategierne og metoderne nødvendigvis må være i forskellige lokale miljøer.

Filmproducent Helle Toft Jensen fra Spor Media skal dokumentere projektet ved at filme og følge nogle af kvinderne. Det bliver en spændende dokumentarfilm, som vi ser meget frem til!